UDSYN foredrag v. Hanne Marie Houkjær

UDSYN foredrag v. Hanne Marie Houkjær

UDSYN foredrag v. Hanne Marie Houkjær

Torsdag 6. marts 2025, kl. 19:30
Sankt Sørens Hus, Præstegårdsvej 3, 8680 Ry, Gammel Rye

Lysninger ved Hanne Marie Houkjær, forfatter, teolog og præst
Hanne Marie Houkjær vil denne aften fortælle om sin roman Lysninger og dens temaer: Om afsked og sorg, om nye begyndelser og det menneskelige møde, tro og tvivl, fødsel og død, erindring og længsel.

Lysninger handler om to kvinder, den gamle godsejer, Ingeborg, og den yngre præst, Sofie. Sofie har plejeorlov og vender hjem til barndomsbyen for at passe sin døende far. Det er et stærkt møde mellem en far og en datter, som i flere betydninger har levet på afstand af hinanden, men genfinder en fortrolighed og når til forsoning.
En dag opsøger Sofie den sære hofdame og godsejer i pels og gummistøvler, som hun husker fra sin barndom. Mens faderens liv ebber ud, får Sofie gennem sit møde med Ingeborg indsigt i vigtigheden af at vælge sit eget, mens Ingeborg får mod til at møde de konflikter, hun flygtede fra. De to kvinder udvikler et venskab og bliver en slags fremkaldervæske for hinanden.

I romanens andet spor udfoldes Ingeborgs skæbnefortælling, som trækker tråde tilbage til København under anden verdenskrig, til modstandsbevægelsen, til miljøet ved hoffet, og efter krigen til en kunstnerkoloni i Toscana og til godsets og bedriftens forfald.

Lysninger er en roman, som rummer de store livsbegivenheder, og som skildrer kvinders liv gennem generationer. Skønt de to kvinder lever forskudt i tid og miljø, spejler de hinandens liv. Hvordan gik det så galt for Ingeborg, og hvad kan de to kvinder lære af hinanden?
Lysninger udkom i 2024 på Forlag Folke og roman nummer 2 er undervejs. Hanne Marie Houkjær har desuden skrevet bogen Mennesket og verden med idéhistorikeren Johannes Sløk, og desuden essays og bidrag til antologier.  Og så har hun fra 2022-2024 været sognepræst i Gl. Rye sogn

Fri entré til aftenforedrag – kaffe og kage koster kr. 25,- 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed