Kirketårnet vinter Kirketårnet vinter

Vi som kirke?

”Vi som kirke”… tre små ord, som man ikke skal sige for hurtigt! De bruges ellers ganske flittigt, når talen falder på kirken.
For sjov prøvede jeg at google udtrykket og fik bla. disse hits: ” Vi som kirke skal kommunikere på en måde, så flest muligt forstår hvad vi siger…”, ”Vi som kirke skal vise et bevidst miljøengagement …”, ”Vi som kirke har et ansvar for jorden og naturen som Guds skaberværk…”, ”Det er vigtigt at vi som kirke kan komme folks ønsker i møde…”.# Gode og velmenende tankerSom det tydeligt fremgår, er det lutter gode og velmenende tanker, der er forbundet med vendingen. Det er dog også tydeligt, at ”vi som kirke” er nogle – i modsætning altså til nogle andre. Og ulig hvad man skulle tro, er denne tankegang derfor helt og aldeles eksklusiv i sin forståelse af, hvad eller rettere hvem kirken er. Også selv om ”Vi som kirke” så afgjort er optagede af at invitere disse andre indenfor.# Men hvad eller hvem er kirken?Men hvad eller hvem er kirken? Ja går man til Grundtvig, kan man ganske rigtigt i salmen ”Kirken den er et gammelt hus” finde vendingen ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”, som har forledt mange til at tro, at kirke er noget, vi sådan går rundt og er, alle vi levende stene. Men man gør klogt i ikke at overse det lille nu, for præcis her kommer Grundtvigs kirkeforståelse til udtryk. Nu er det nu, hvor salmen synges, altså i gudstjenesten. Det er nemlig ikke os, men gudstjenesten med dens forkyndelse af ordet i prædikenen, i dåb og nadver, der gør menigheden til menighed og kirken til kirke. Eller sagt anderledes: Det er Guds ord, der konstituerer kirken. Hos salmedigteren K.L. Aastrup lyder det sådan her: ”Når du ej dit ord vil sende, er din kirke ikke til”.Tydeligere kan det vel ikke siges.# Kirke er noget, man går i!Kirke er altså ikke noget, man sådan kan gå rundt og være til daglig – heller ikke, om man er aldrig så meget menighedsråd, præst, kordegn eller en anden, der tjener sin løn i folkekirken. Men kirke er noget, man går i – og det er oven i købet klogt at gøre det! Hvor ellers kan vi få fortalt, at vi ikke blot er kroppe, men er af ånd? Hvor ellers kan vi høre, hvad det vil sige, at et menneske står i forhold til mere end sig selv? Hvor ellers tales der om vores skyld, skam og ansvar på en måde, så vi stadig kan holde ud at være til, ja mere end det, ovenikøbet kan gå trøstede hjem? Hvor ellers tales der om tro, om håb og livsmod? Og hvis vi ellers hører efter, så kan vi gå ud og gøre alt det, jeg googlede mig til – ikke ”som kirke” men som mennesker, der skylder Gud og næsten alt!