Kirketårnet vinter Kirketårnet vinter

Om at sige tak

Digteren Søren Ulrik Thomsens beskriver, hvordan han besøgte en pinsekirke i et ludfattigt slumkvarter i New York.
Mange af kirkens medlemmer var uhelbredeligt syge af AIDS, området flød med stoffer - vold og mord var dagens orden. Alligevel kredsede disse menneskers gudstjeneste i det væsentlige om at sige tak. Der var stuvende fyldt i kirken. Kirkegængerne var i deres bedste tøj, tonen præget af værdighed og venlighed. Flere rejste sig for at sige tak for almindelige, dagligdags ting. Der blev samlet penge ind til de hjemløse. Og da præsten prædikede, var der intet lefleri for menigheden. Han havde bare et spørgsmål at stille hver enkelt i menigheden: ”Vågnede du i morges og opdagede, at du var i live? Sagde du tak?”Det, at takkegudstjenesten i slumkvarteret blev holdt af mennesker, der set i forhold til os intet havde at være taknemmelige for, blev for Søren Ulrik Thomsen et middel mod det, han kalder ”velstandens åndelige flommesyge” – en syge, som kendes på en udtalt mangel på taknemmelighed og en lige så udtalt rethaveriskhed, der nedskriver vores forhold til tilværelsen til et spørgsmål om krav og forbrug. De sorte kirkegængeres taknemmelighed kom imidlertid ikke af, at de var fattige og udsatte. Det plejer vi jo ellers at sige. Vi har for vane at mene, at Gud mest er for mennesker, der ikke kan klare sig selv – at nøden med andre ord skaber troen i mennesker, fordi de har brug for et håb for at kunne holde en trøstesløs tilværelse ud. Men man skal bare huske, indvender Thomsen, at for hver kirkegænger, gik et andet menneske rundt og udlevede sin frustration i vold og en anden stod i fare for at bukke under i selvdestruktion. Gudstjenesten var med andre ord et sted, hvor kirkegængerne disciplinerede sig selv til at værdsætte og tage vare på livet, sig selv og hinanden på trods af de barske vilkår og på trods af sig selv. De skulle hæve sig op over deres umenneskelige betingelser for at indse, at livet er en gave.Det samme kunne siges om enhver almindelig, dansk søndagsgudstjeneste. Det er også en indøvelse i at sætte det liv højt, som vi har fået for ingenting. Vores disciplinering går nok i en anden retning: Til trods for vores velstand at huske at sige tak. Men grundlæggende drejer det sig om det samme.Hvor der holdes gudstjeneste, holdes vi fast på, at vi er mennesker: skænket et liv og sat til at leve det. At få givet et perspektiv, så vi kan se, hvem vi er og hvad vi gjorde os selv til. Men den selverkendelse er ikke nogen kur – i hvert fald ikke hele kuren mod flommesygen, der gør os til klynkende og beregnende væsener. At komme til erkendelse af, hvordan det er fat med os, er ikke det samme som så at kunne bekæmpe det. Vi kan ikke formanes eller trues til taknemmelighed. Men vi kan elskes til det. Det er evangeliets påstand. Fordi Gud i sin søn bastet og bundet sig til ethvert menneske, så at intet menneske nogetsteds eller nogensinde lever uden for Guds kærlighed. Derfor synger vi også tit og ofte i kirken ”da glade vi føler, os skabes i bryst, de levendes lyst”. Netop de levendes lyst. Lysten til det, der er dit liv. I glæde og taknemmelighed over, at du har et liv!