Gl. Rye Kirke Gl. Rye Kirke

Et afgørende øjeblik

Da jeg var barn, var vi mest på ferie lidt uden for Hobro. Min bror og jeg skændtes nemlig så horribelt meget på bagsædet af bilen, at mine forældre nægtede at køre længere.

Men som stor pige oplevede jeg noget afgørende nyt. Vi var på familietur til Sjælland. Det var på alle måder stort, da jeg for første gang satte foden på ”fremmed jord”. Vi besøgte alle de obligatoriske steder, skolen i Soer (som min bror senere blev student fra), Roskilde domkirke med alle kongegravene, og vi var i København og boede hos min mors gamle skoleveninde i Bellahyw´. På hjemvejen tog vi til Kronborg, hvor jeg havde en oplevelse, der har fulgt mig siden. Jeg havde set William Shakespeares stykke om den unge og tragiske kongesøn Hamlet, der må hævne mordet på sin far og kommer så frygteligt meget igennem. Og mens vi gik rundt på slottet, var det som om Hamlets ånd svævede ved siden af mig. Jeg kunne fornemme, hvordan det måtte have været for ham at se sin fars spøgelse, langsomt at fatte omfanget af alle intrigerne og da vi kom ind i den pragtfulde dansesal, så jeg Hamlet stå lyslevende med kniven hævet over sin onde onkel i stykkets blodige slutscene.

Efter den gruopvækkende oplevelse var det en smal sag at bevæge sig ned i kassematterne under slottet, ned i mørket, hvor fugten og kulden herskede, for at se den gamle sagnkonge Holger Danske. Vi havde sunget om ham med min mor (i bilen på vej til Hobro) og hørt om ham i skolen og jeg vidste, at kongen sad der for at passe på sit gamle kongerige. For kun at rejse sig i nødens stund, hvis Danmark var truet af en ydre fjende. Jeg iagttog den karakteristiske skikkelse; de korslagte arme, det lange skæg, der var vokset

fast til marmorbordet, det store skjold og sværdet bag ham. Og prøvede at regne ud, hvor høj denne slumrende kæmpe mon ville være, hvis han rejste sig i sin fulde højde foran mig. Og hvilken slags fare, der ville kunne udløse dette? Der var på en og samme gang noget trygt i at vide, at man blev passet på af så utvetydigt prægtig en mand og noget foruroligende i hele fremtoningen. Han var godt nok stor.

Et øjeblik var jeg alene i rummet sammen med kæmpen. Så blinkede han til mig. Som for at sige, at han ville passe godt på det hele.

Jeg ved ikke, om børn i dag gør historisk-poetiske erkendelser. Jeg håber det. For mit eget vedkommende kom det af en blanding af udstrakt læsning, min mors fortælleevne, gode lærere i skøn forening med sange fra den danske sangskat og fri fantasi. Jeg fik det hele forærende af mennesker, der holdt af mig og nogle, der fik penge for at anstrenge sig på mine og de andre elevers vegne. Men som gjorde det, fordi de ikke kunne lade være. Fordi de ville give det bedste af det, de selv havde fået, videre til os. Gør vi mon det samme i dag? Husker vi, hvor vigtigt det er at opdrage med fantasi, hvis vi da vel at mærke vil opelske en helteæt? Og hvem vil ikke det?