Gl. Rye Kirke Gl. Rye Kirke

Er du, hvor du havde planlagt at være?

”Er du så, hvor du har planlagt at være i dit liv?” Det var min søde bordherre ved et bryllup, der spurgte. Spørgsmålet er tidstypisk. Strategisk planlægning er stille og roligt krøbet ind i privatsfæren; men kan man virkelig planlægge sit liv??

Ja hedder det. En coach udtrykker det sådan: ”Langt de fleste styrer desværre ikke selv deres liv. Livet og omstændigheder styrer dem. Men har du klare nedskrevne mål? Hvis ikke, har du ingen kontrol over din situation om f.eks. 10 år. De mennesker, der får succes, er folk, der har planlagt målet.”

Altid på vej et nyt og bedre sted hen

Det lyder besnærende. Tanken om, at vi altid er på vej et nyt og bedre sted hen – til en ny og bedre udgave af os selv. Men den negative side er velkendt: stress og overbebyrdelse. For når kontrollen mislykkes - når ”livet og omstændighederne” kommer til at styre – så revner det for os. Det bliver ikke bedre af den måde, vi taler om det på:

Vi skal lære at ”dreje på nogle andre håndtag” eller blive bedre til at ”håndtere” de udfordringer, vi udsættes for. Men et funktionalistisk sprog er ikke omkostningsfrit. Hvis vi kun tænker funktionalistisk om os selv og hinanden, hvad bliver der så tilbage, når der ikke kan drejes mere på håndtagene?

Gudstjenesten som aflastningens rum

Heldigvis findes et andet sprog. Det tales i kunsten, på højskolerne - og i kirken! Litterat Lillian Munk Rösing siger om gudstjenesten: ”Jeg kan godt lide, at der er et sted, hvor man kan gå ind og slippe for sin såkaldte identitet. Når man er til gudstjeneste, er man slet og ret menneske i stedet for alt det, man render rundt og anstrenger sig for at være. Man får at vide, at man er elsket uden at skulle være noget særligt eller gøre sig fortjent”. Hvad Rösing har opdaget, er, hvad man kunne kalde gudstjenesten som aflastningens rum. Et sted, hvor man ikke skal præstere, men kan få lov at være den, man er. En slags moderne lutherdom. På Luthers tid var frelsen direkte forbundet med de gode gerninger, et menneske skulle gøre.

Men en ny forståelse brød frem hos Luther. Saligheden er ikke et spørgsmål om egen fortjeneste, men er skænket af Gud. Den retfærdige af tro skal leve, hedder det hos Paulus. Et menneske retfærdiggøres ikke af egen kraft, men af den tro, Gud skænker det. Og tro er ikke en ydelse, mennesket skylder Gud for at han vil have med det at gøre. Men tro er tillid. Og tillid kan af gode grunde ikke præsteres, men kaldes frem.

Den religiøse stræben i Luthers miljø var benhård – og den sekulare i dag ikke mindre. Gud er bare taget ud af ligningen. Nu er spørgsmålet: hvordan finder jeg nåde for mine egne øjne? Er jeg, hvor jeg har planlagt at være?

Men der er åndehuller. Lad os gøre dem gældende.