Ord til dagen

Når vi nu ikke kan komme i kirke...
Refleksion over Joh. 6, 24-35: Jeg er livets brød”At tro er at have et sted at placere sin angst. Måske.” Det kan nogen gange overraske, hvordan evangelieteksterne er en næsten direkte kommentar til den aktuelle situation. Også i dag. Jeg er livets brød, siger Jesus, men disciplene forstår ikke, hvad han taler om. De er sultne og tror, at det handler om at få mad i maven, men Jesus er i et helt andet spor. Han taler om det evige liv. Disciplenes uforstand – og sult – leder tankerne hen på det, vi har stået i i de seneste uger. Hvem kan høre om deres plagen om brød uden at tænke på de seneste ugers hamstringer af fødevarer i landets butikker. Det kunne der siges noget krast og moraliserende om. Men så alligevel ikke – tiden er ligesom ikke til at være fordømmende på andres vegne. Situationen er simpelthen for alvorlig.For hvad er hamstring andet end en helt forståelig reaktion på det, som coronavirussen gør ved os? Virussen holder vores endelighed op for os – det vi frygter mere end noget andet. At vi er dødelige. Og det giver helt naturligt en trang til at beskytte sig, til at sikre det, man selv kan sikre. Og samtidig bliver vi pinligt bevidste om, at sikre os kan vi faktisk ikke. Vi kan prøve, og vi følger Søren og Mettes råd og vejledninger. Men at det er et forsøg, er også meget tydeligt. Virussen er demokratisk, siges det. Den rammer rig og fattig, syg og rask, stærke og skrøbelige. Dog ikke lige hårdt og ikke på samme måde. Og derfor forsøger vi at passe på os selv og hinanden i disse mærkelige uger ved at holde afstand.Og så skal vi holde håbet oppe, lyder det fra mange sider. Men hvordan gør man egentlig det, når man er pinligt bevidst om sin egen endelighed? Jeg kommer til at tænke på DRs fantastiske program om Anker Fjord Hospice og to mænd, en sømand og en jurist. Begge dødeligt syge af kræft og vi får lov til at følge disse to meget forskellige mænd i deres sidste tid. Sømanden forsoner sig på forbilledlig vis– med sin sygdom, med sin familie og med sin forestående død. For ham er det enkelt. Juristen derimod stritter ihærdigt imod det uafvendelige, at han skal dø. Han kæmper – og han håber mod håb. For lægen og sygeplejerskerne er det en stor frustration. De vil have ham til at forstå, at hans modstand ikke gavner, men er til skade for ham. Som lægen siger det, et håb, der er urealistisk, er ikke et håb, men en belastning. Og derfor skulle hans urealistiske håb om helbredelse tages fra ham. På den gode måde, som det hed. Så han også kunne forsone sig med at skulle dø. Og måske er det sandt, at et urealistisk håb om helbredelse kan være en belastning, så må man dog aldrig tage håbet fra et menneske uden at sætte et andet i stedet for. For der er aldrig noget menneske, der har kunnet leve af realisme. Uden håb lukkes et menneske lukkes uhjælpsom inde med sig selv. Og kvæles næsten, når det presses til med egne ord og egne kræfter at skulle forsone sig med det uafvendelige. Derfor slår juristen fra sig. Han forsøger at holde de behjertede plejere væk med deres omsorg, stearinlys og musikterapi. Han vil være i fred. Have fred til at læse Johannes V. Jensens Kongens Fald, der handler om et menneskes mismod og håb; om håb på trods af det uafvendelige i en tilværelse fuld af tilfældighed og grusomhed - og dybe øjeblikke af skønhed og mening. Og fred til at læse i sin salmebog og særligt ordene om at ”Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud om alle mand var døde. Om slægter svimle i stjernestimle, utallig vrimle i høje himle, Guds grøde”. For som han så siger det: ”At tro på Gud er at have et sted at placere sin angst. Måske.”Juristen vidste, hvad der stod for! Han var til det yderste realistisk. Men hans måde var anderledes end behandlernes. Han ville have ord udefra – ord han ikke kunne sige sig selv. Derfor spejlede han sig i den store litteraturs ord for det, han kun alt for godt vidste – og frygtede. Og med den viden, gik han til troen. Troen, som vi ikke kan vide noget om, fordi den taler om det, der befinder sig på den anden side af grænsen for, hvad vi kan vide. Som vi derfor kun kan forholde os til i tvivl og håb – i et håbefuldt måske. Men som dog urokkeligt hævder at være sig her hos os - her på vores side af dødens og uvidenhedens grænse. Fordi Gud blev kød og blod i Jesus af Nazareth her hos os og for os. Så at Gud er muligheden, når vi ingen muligheder har; at Gud er håbet, når vort håb er håbløst; at Gud er tro, når vi er vantro; at Gud er og vil være vort liv, også når livet rinder ud.Jeg er livets brød, siger Jesus. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.Jo, det findes – det som den svenske digter Thomas Tranströmer kalder det urokkelige MÅSKE, der bærer os gennem dette vaklende liv. Måske er en modsigelse, en mulighed for, at der er en magt anderledes end vores, som vil os - denne flig af et håb, der omfatter al vores håbløshed. At vores angst bliver modsagt. At håbet får vinger. Det er urokkelighed nok under dette vaklende liv. Ord at leve og dø på. Ord som vi ikke kunne sige os selv. Men som må siges til os. Så vi bliver fulde af håb.Derfor tør vi også i dag sige: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu, altid og i evighed. Amen