Kirketårnet til Sankt Sørens Kirke i Gl. Rye under opførelse - 1912 Kirketårnet til Sankt Sørens Kirke i Gl. Rye under opførelse - 1912

Mere om Gl. Rye Kirkes historie

Dette er en kopi af den folder, som kan købes for 30,- kr. i våbenhuset. Folderen udgivet af Forlaget Hikuin (Moesgård Allé 20, 8270 Højbjerg), Red. Jens Vellev, tekst & foto af Morten Larsen, og er det 7. hæfte i serien "Danske Kirker.

Kirkens plads i landskab og samfund

Sjældent finder man kirker, der har så omskiftelig en historie som den gamle valfartskirke i Gl. Rye. Den ligger i dag i byens nordlige udkant på toppen af en moræneknold i landskabet omkranset af kirkegården og dominerer det kuperede og vekslende terræn, der omgiver kirken. Mod nord og vest præges landskabet af Rye Nørreskov og Sønderskov, og ikke fjernt mod syd ligger Mossø, ved hvis nordlige bred Øm Kloster stod i middelalderen. Fra stor afstand er kirkens tårn endnu synligt som pejlemærke i landskabet. Den kirke, vi ser i dag, er i høj grad et produkt af den massive valfart, som Gl. Rye har været genstand for. Dette skyldes den nærliggende Sct. Sørens Kilde, der i middelalderen var kendt for sin undergørende virkning. Endnu findes der en del naturlige kilder i egnen nordvest for kirken. Sct. Søren, kirkens værnehelgen, var tysk biskop i 400-tallet i Köln. Helgenlegenden nævner ham som simpel bondedreng, der hører Guds Ord og bliver munk og senere biskop.

Sct. Sørens Kilde

Hvor tidligt valfarten begyndte er usikkert, men allerede i 1368 nævnes det i et nordtysk testamente, at der skal sendes pilgrimme til "St. Severinum i Jütland", og det er da også i senmiddelalderen, at kildekulten for alvor har taget fat. Som kirkelig institution stod Gl. Rye Kirke i middelalderen sandsynligvis i nært fællesskab med cistercienserklosteret i Øm. Fra senmiddelalderlige skriftlige kilder vides det, at en stor del af Gl. Rye Sogn var ejet af klosteret, hvis jordtilliggender i middelalderen kunne måle sig med de fleste stormandsslægters. Ved reformationen besad Øm Kloster ligeledes patronatsretten - en slags ejerforhold - til kirken i Gl. Rye.

Gl. Rye Kirke i dag

I de skriftlige kilder kan vi følge striden mellem klosteret og borgerne i Århus om retten til at afholde markeder på de store valfartsdage i Gl. Rye: 1. maj, 14. september (Korsets Ophøjelse) og 23. oktober (Sct. Sørens dag). Samarbejdet mellem kirken og klosteret i Øm forekommer meget sandsynligt, og kirkens første lutheranske præst havde således tidligere været munk i Øm. Kildekultens tiltagen i senmiddelalderen medførte en stor indtægt, der i høj grad lagde grunden for kirkens massive om- og tilbygninger i 1400-tallet. Ligeledes blev Gl. Ryes placering som trafikalt knudepunkt i Jylland centralt for byens vækst og størrelse, der manifesterede sig i byens status som tingsted. Dette kan også have været en af de faktorer, der spillede ind, da rigsråden Mogens Gøye i 1534 valgte byen som samlingssted i kampen om Christian IIIs valg til konge.

Kongevalget og reformationen

Byens og kirkens betydning anes bedst i det faktum, at kirken dannede rammen om valget af Christian III til dansk konge 4. juli 1534, hvilket markerede begyndelsen til enden på den katolske kristendom i Danmark. Landet havde været uden konge i et år, eftersom bisper og adel ikke kunne enes om en efterfølger til den katolske kong Frederik I. Dennes søn hertug Christian havde i sine unge år stiftet bekendtskab med den lutheranske kristendom, og havde endda set Martin Luther forsvare sin tro overfor den tyske kejser på rigsdagen i Worms 1521 - de reformerte tanker var således hertug Christians store problem, hvis han skulle skaffe sig både verdslig og gejstlig støtte i kampen om kronen.

Kort over Gl. Rye

Den 4. juli 1534 samledes de jyske bisper og en stor del af den jyske og fynske adel i kirken i Gl. Rye. Der var så stort et opbud af mennesker, at den ringeste del af adelen måtte vente udenfor kirken. Efter megen diskussion (og pres fra især adelens side) blev hertug Christian valgt til konge. Således var grunden lagt for en storpolitisk konflikt, der resulterede i borgerkrig - den såkaldte Grevens Fejde - der endte med kong Christian III som sejrherre. Og med den lutherske kristendoms indførelse. Ironisk nok var dette opgør roden til kirkens økonomiske problemer i efterreformatorisk tid, og i kirkens regnskaber kan forfaldet løbende følges. Det hele kulminerede, da de store gotiske korsarme blev nedrevet i 1630'erne. Tårnet og den østlige del af kirken nedbrydes i 1698.

Tegning af Gl. Rye Kirke

Kirkens ydre

Kirken er i dag en langhuskirke på fire fag med selvstændigt tårn mod øst. Langhuset består af to bygningsafsnit, det ene fra begyndelsen af 1400-tallet, det andet yngre, sandsynligvis opført i tiden umiddelbart før år 1500. Det mærkværdige selvstændige tårn øst for kirken er opført i 1912 over de gamle middelalderlige fundamentsrester.

Gl. Rye Kirke

Den middelalderlige langhuskirke er overvejende opført af tegl i munkestensformat samt enkelte genanvendte kvadre fra en ældre romansk kirke. Den ældste del af den stående kirke udgøres af de to østligste fag fra anden halvdel af 1400-tallet, der i dag rummer kirkens korafsnit. Da bygningsafsnittet blev opført i senmiddelalderen, var det imidlertid bestemt som en udvidelse af kirkeskibet. Denne del af kirken er delvist rejst over en sokkel af genanvendte kvadre. Flere af disse er forsynet med en udhugget skråkant, der er karakteristisk for flere af egnens romanske kirker. For hvert fag er der i kirkens langsider rundbuede vinduer i svagt spidsbuede hvidkalkede spejle - vinduernes false er imidlertid af nyere dato. I sammenstødet mellem de enkelte fag ses endnu i murværket spor efter støttepiller, og flere steder er det også muligt endnu at se rester af støttepillernes fundamenter. På bygningens nordside findes i det østligste fag imidlertid ikke et vindue, men spor efter en tilbygning - der er bevaret rester af den spidsbuede gjordbue til tilbygningens hvælv.

Vindue i Gl. Rye Kirke

Da tilbygningen blev sløjfet som følge af kirkens gentagende ombygninger, blev hullet udmuret, og man indsatte en dør. Denne dør har oprindeligt været udformet som kirkens nuværende indgang - udadtil spidsbuet og på indersiden omkranset af et fladbuet spejl. Siden blev denne dør også sløjfet og udmuret.

Sokkel på Gl. Rye Kirke

På kirkens sydside ses endnu resterne af en tilmuret dør. Langhusets østmur er muret i slutningen af renæssancen, da det middelalderlige korparti blev nedrevet. Til byggeriet af gavlen blev både genanvendt kvadre såvel som teglsten.

Mur på Gl. Rye Kirke

På langsiderne er der i dette afsnit, både på kirkens nord- og sydside, endnu bevaret rester af en kløverbladsfrise under gesimsen, der er muret af sortglaserede teglsten. Denne udsmykning er således det eneste, der bryder facadens enkle ydre, og det er muligt, at denne udsmykning af gesimsen også har prydet de dele af kirken, som nu er nedrevne.

Frise på Gl. Rye Kirke

I gavltrekanten har man delvist anvendt strømskifter, hvilket vil sige, at man murer stenene vinkelret på tagfladen, hvormed man får en lige gavlkant.

Gavl på Gl. Rye Kirke

Den yngste del af langhuskirken udgøres af de to vestligste fag, der er opført i tiden op mod år 1500. Ved byggeriet af dette bygningsafsnit opstod der et karakteristisk knæk i bygningens plan, som endnu er synligt i facaden. Ved kirkens vestlige hjørner findes de eneste bevarede støttepiller, der er placeret skråt på kirkens længdeakse. Denne del af kirken er ligeledes opført i tegl med omtrent samme disposition af facaderne som den østlige del. I den sydlige langside er der vinduer for hvert fag, der alle er udformet som dem i østenden. I vestgavlen findes et stort, nu tilmuret, spidsbuet vindue. På nordsiden er der ikke vinduer i dette bygningsafsnit, hvilket dels skyldes det manglende lysindfald på nordsiden, dels måske en projekteret tilbygning. På nordsiden, ved kirkens andet fag, findes i dag våbenhuset, der blev opført i 1870 i tegl som afløser for et af bindingsværk. Det er i dag den eneste adgang til kirken.

Våbenhuset til Gl. Rye Kirke

Tårnet er opført i 1911-1912 på foranledning af sognerådsformanden Jens Sørensen. I den forbindelse blev der foretaget arkæologiske undersøgelser på stedet. Arkitekten var den berømte Hack Kampmann, hvis særegne stil viser sig i tårnets udseende.

Gl. Rye Kirkes tårn

Tårnet er placeret direkte over fundamenterne af det middelalderlige tårn og respekterer til dels det mulige middelalderlige udseende. Selvom tårnet er placeret i en vis afstand til den egentlige kirke, markerer en stående fortanding tilhørsforholdet mellem tårn og kirke.

Tårn-uret på Gl. Rye Kirke

Tårnuret er indsat i 1913 (ligeledes foranlediget af Jens Sørensen), men konstrueret allerede i 1726 af urmager Christian Christensen fra Hillerød. Det var oprindeligt udført til Frederiksborg Slotskirke. Tårnets nuværende klokker er støbt i 1912 af M. & O. Ohlsson i Lübeck og skænket af Jens Sørensen. En ældre klokke, støbt i 1661 af Baltzer Melchiors, hvis tilværelse i kirken har været meget omskiftelig, er nu ude af brug, men hænger stadig i tårnet.

Klokken på Gl. Rye Kirke

Rekonstruktions af Gl. Rye Kirkes byggefaser

Kirkens indre

Kirkens indre udformning er i dag meget enkel. Hele langhuskirken er hvælvet med gotiske krydshvælv, og hvælvribberne i de to østlige fag er ved hvælvkappernes svikler profileret. Hvælvene hviler på falsede vægpiller, hvor vederlaget er markeret med et fremspringende afrundet skifte. Alle hvælv har været planlagt fra starten af byggeriet.

Loft i Gl. Rye Kirke

Volde omkring Gl. Rye Kirke

Sokkel på Gl. Rye Kirke

Som nævnt er kirken i dag en langhuskirke, hvilket vil sige, at kor og skib går ud i et uden en markeret overgang (eksempelvis en korbue), som det ses på flere af omegnens romanske landsbykirker. Langhuskirken er et arkitektonisk særtræk, der hører høj- og senmiddelalderen til. I stedet for at skelne skarpt mellem det hellige (koret) og det almindelige (skibet) blev kirkerummets to dele gjort mere ligevægtigt, således at menigheden i højere grad end før blev en del af messen. I middelalderen blev koret udgjort af de nu nedrevne dele af kirken mellem langhuset og tårnet. Måske indgik der særegne tårn som en del af korpartiet.

Facaden på Gl. Rye Kirke

Inventar

Kirkens relativt fattige inventarmængde skyldes sandsynligvis kirkens problematiske økonomiske forhold efter Reformationen, hvorfor en stor del af inventaret er forsvundet eller solgt. Imidlertid er der enkelte pragtstykker, der kan stamme fra tiden for valfarterne. Noget kan måske henføres til klosteret i Øm. Alterbordet er bygget i tiden omkring 1700 af genanvendte kvadersten. Alterbordets sene opførelsestidspunkt hænger sammen med det middelalderlige korpartis nedrivning i renæssancen. Altertavlen er givet til kirken i 1630. Den tilskrives Jesper Maler fra Linå og er skænket af Herman Hansen til Rye Mølle og dennes hustru. Altertavlen er i bruskbarok og består af fodstykke, hovedstykke (eller storstykke) samt topstykke. Både hoved- og topstykke er prydet med vinger. Tavlen i eg er efter restaurering og nystaffering i 1930 malet i brune nuancer og delvist belagt med bladguld.

Altertavlen i Gl. Rye Kirke

De enkelte dele af tavlen inddeles med profillerede led og borter med tandsnitsornamenter. Malerierne i hoved- og topstykket er af yngre dato. Altertavlens fodstykke er enkel i udformning og bærer en indskrift fra Johannesevangeliet kap. 13 vers 35: "Derpaa skal alle kende at I er mine disciple dersom I har indbyrdes kærlighed". Hovedstykket har et maleri af Korsfæstelsen som hovedmotiv omkranset af en tandsnitsbort flankeret af to søjler med korintiske kapitæler og udskårne baser. Hovedstykkets vinger er kartoucheformet og udskåret med relieffer af frugter, bladværk og ansigter. I overgangen mellem hovedstykket og topstykket ses en giverindskrift: "Anno 1630 har Hermann Hansen og Hustru Anna Nielsdatter af Rye Mølle givet denne Altertavle til Rye Kirke".

Indskrift på altertavlen i Gl. Rye Kirke

Altertavlens topstykke har et maleri af Jesu Opstandelse som motiv. Som med hovedstykket flankeres maleriet af udskårne søjler, og topstykkets vinger er også kartoucheformet med udskæringer af bladværk og frugter. Topstykket krones af en kartoucheformet topgavl med et udskåret ansigt, under hvilken der findes en indskrift: "Devs petra mea" (Gud er min klippe).

Topstykket på altertavlen i Gl. Rye Kirke

Alterkalken er fremstillet i anden halvdel af 1600-tallet af sølvsmed Gert Christensen fra Viborg og blev skænket til kirken i 1686 af hofjægermester Hans Mogensen Arenfeldt til Rugård, Aggersborg og Lyngbygård samt dennes hustru Helle Urne. Kalken har en anseelig højde på 24 cm. Den består af fod, skaft og bæger. Foden er sekstunget med profileret standkant. Overgang til det nedre sekskantede skaftled er også profileret. Kalkens knop er prydet med rudeformede ornamenter og bærer indskriften: "S: Iesvs herens". Det øvre skaftled er udformet som det nedre, og bærer det store bæger, der er af nyere dato, sandsynligvis fremstillet i 1863.

Altersæt fra Gl. Rye Kirke

På kalkens fod er graveret initialerne HAF og HW efter kalkens givere. Mestermærket fra Gert Christensen ses på et af fodens profilled. Kirkens nuværende alterdisk er udført i 1863 af Ebbe Olaus Lüster (eller dennes søn) i Århus. Denne er flad med smal fane og måler 14,7 cm i diameter. På fanen er der indgraveret et cirkelkors, og under bunden findes mestermærker samt Århus' byvåben indgraveret. Oblatæsken er fremstillet i 1949 af Franz Hingelberg i Århus. Den er af sølv og bærer på oversiden et kors, på undersiden findes en giverindskrift. Den er skænket af Marie Sørensen Glarbo.

Kalk fra Gl. Rye Kirke

Kirkens tre messingalterstager er alle senmiddelalderlige fra første halvdel af 1500-tallet. Alle stagerne er forskellige i udformning og højde. Den højeste senere er blevet ændret, og fungerer nu både som stage og alterkrucifiks. Den mindste af stagerne er 27,5 cm høj. Den hviler på tre fødder udformet som siddende løver.

Alteret i Gl. Rye Kirke

Fodskålen er karnisprofileret, og stagens skaft består af flere profilerede led. Lyseskålen er gennembrudt af grupper på fem cirkulære huller placeret indbyrdes i korsform. Lyseskålens krenelering er af nyere dato, påsat i 1909. Den anden lysestage er blot en smule højere end den første - 32 cm - og hviler ligeledes på tre fødder formet som siddende løver. Fodskålen såvel som lyseskålen og et led af skaftet er gennembrudte på samme måde som den første af stagerne. Alterstagens skaft består derudover af flere profilled, som er skarpere udført end på den første stage. Lyseskålen afsluttes med krenelering. Den største af stagerne er nu 89,5 cm høj og hviler på flad profileret fodskål med cirkelformede gennembrydninger - under bunden anes imidlertid rester af tre fødder, sandsynligvis udformet som de ovennævnte.

Stage fra Gl. Rye Kirke

Skaftet består af flere profilled og krones af den oprindelige gennembrudte lyseskål, der er udformet som de øvrige. Engang i 1860'erne er stagen imidlertid blevet forsynet med syv volutsvungne arme samt kors.

Stagefod fra Gl. Rye Kirke

Prædikestolen er muligvis udført af Jesper Maler fra Linå - den samme træskærer som lavede kirkens altertavle, og der ses også en del lighedstræk mellem de to stykker inventar. Prædikestolen bærer årstallet 1632. Den tilhørende lydhimmel er fra 1935, men holdt i samme stil. Stolen bæres af et muret fundament, der sandsynligvis er fra tiden omkring 1700. Prædikestolen blev i 1930 restaureret og nystafferet.

Prædikestolen i Gl. Rye Kirke

Prædikestolen har fire sider vendende ud mod kirkerummet og en trappe nærmest alteret. Siderne er adskilt fra hinanden ved korte søjler, og er alle tredelte. Nederst findes rektangulære felter, i hvilke der ses indskrifter med årstallet 1632 samt initialerne "HHVS". Der er nogen uklarhed om initialernes betydning. I midten ses storfelterne, der bærer en række bibelcitater: "Salige er de som hører Guds Ord og bevarer det" (Luk. 11,28) og "Saaledes elskede Gud verden at han gav sin Søn den enbaarne at hver den som tror paa ham ikke skal fortabes men have et evigt liv" (Joh. 3,16) og "Den som har øren at høre med han høre" (Matt. 11,15). Over storfelteterne findes felter magen til de nederste, dog uden indskrifter.

Storfelt på prædikestolen i Gl. Rye Kirke

Det ældste stykke inventar er den romanske døbefont. Fontekummen af grovkornet granit hviler i dag på en ny sokkel fra 1942. Kummen er relativt lille med en diameter på ca. 70 cm. Den har et lukket afløbshul. Den er forsynet med indhuggede relieffer, der dog er meget forhuggede i nyere tid. Motivet er to løver med front mod hinanden, hovederne er dog forsvundet. Fonten er egnskarakteristisk og tilhører Låsby-Vinderslev-gruppen af romanske løvefonte.

Døbefonten i Gl. Rye Kirke

Kirkens gamle dåbsfad er et nederlandsk arbejde i messing fra omkring 1650 dekoreret med indpunslet ornamentik forestillende den gammeltestamentlige fortælling om spejderne med vinklasen (4. Mos. 13). Den historie hører naturligt sammen med den kristne dåb

Dåbsfadet i Gl. Rye Kirke

Fadets fane, der omkranser hovedmotivet, er prydet af to rækker bukler. I over gangen mellem fane og spejl ses giverindskriften, der lyder: "Til Guds Ere Og Kirkens Brug Gifuer Dette Key Diderick Med Sin Hustru Birgita Niels Datter Ao. 1672". Kirkens dåbskande er fremstillet af messing og er af nyere dato. Kandens dekoration er indpunslet og efterligner udsmykningen på det gamle dåbsfad. På kanden ses en giverindskrift: "Til Minde om Skomager Marius Sørensen og Hustru Anna Svendsen, Rye 1943".

Dåbsindskriften i Gl. Rye Kirke

Kirkens orgel er bygget i 1995 af Marcussen & Søn i Åbenrå. Facaden er designet i samarbejde med arkitekt Poul Brøgger. Orgelet har 17 stemmer fordelt på hovedværk, brystværk (i svelle) og pedalværk, og har mekanisk traktur.

Kirkerummet i Gl. Rye Kirke

Til kirkens mere sjældne inventartyper slutter sig det middelalderlige røgelseskar. Dette er fremstillet af bronze sandsynligvis i det nordtyske område (måske i Lübeck) engang ved midten af 1300-tallet, og kan været fragtet til kirken via den hanseatiske handel. Karret består af en simpelt udført underskål, og en overskål i gennembrudt arbejde med dekoration i form af bladranker foruden en bygning, der krones af et kors.

Røgelseskaret i Gl. Rye Kirke

På kirkens nordvæg hænger i det østligste fag et stort senmiddelalderligt korbuekrucifiks fra tiden efter år 1500. Der kan stamme fra Øm Kloster. Et korbuekrucifiks ville normalt have hængt i korbuen - overgangen mellem skib og kor. Krucifikset er stort, Kristusfiguren er mere end mandshøj og afbilledet lidende med hovedet på skrå iklædt lændeklæde og tornekrone. Korset er simpelt af udførelse og hvert af korsets arme afsluttes med evangelistsymboler.

Senmiddelalderligt korbuekrucifiks fra tiden efter år 1500

Krucifikset, der er fremstillet af egetræ, er delvist bemalet og belagt med bladguld efter en restaurering og nystaffering i 1930.

Kirkens gravminder

Kirken og kirkegården er rig på gravminder. I kirkegårdens sydøstlige hjørne findes en mindesten rejst i 1994 over syv engelske piloter, der under Anden Verdenskrig omkom, da deres fly styrtede ned 27. august 1944 efter et bombetogt i Tyskland.

Mindesten rejst i 1994 over syv engelske piloter, der under Anden Verdenskrig omkom.

På kirkegården var det langt op i nyere tid almindeligt at markere gravene med et gravtræ - en liggende ornamenteret træstamme. De fleste af dem, der har ligget på kirkegården, opbevares i dag på museum. To er nu anbragt i kirketårnet. Det ældste - fra 1600-tallet - består af to meget medtagede planker fra et fladt gravtræ. Enkelte bogstaver og ornamentik kan endnu ses, men grundet den dårlige bevaringsgrad kan intet læses om den afdøde. Det yngste gravtræ er fra 1800-tallet, og lagt over pigen Fi…e Pedersdatter, der blev født i 1822 og døde 1838. En del af midterpartiet er gået tabt, men på den bevarede del ses stadig de smukke ornamenter.

Gravtræ - en liggende ornamenteret træstamme.

Indmuret i tårnets vestvæg er en renæssancegravsten, der blev fundet under udgravning af tårnfundamentet. Den er rejst over Jens Hansen til Rye Mølle af dennes fader Hans Berrentsøn i 1656. Den er af kalksten og bærer et relief af den afdøde i hel- figur over en indskrift med reliefversaler. Stenen er knækket lidt under midten.

I kirkekoret findes de ældste gravminder. En senmiddelalderlig gravsten fra slutningen af 1400-tallet er placeret på sydvæggen i koret. Den stammer fra Øm Kloster, hvor den blev lagt over biskop Svend af Århus, der testamenterede en stor mængde gods til munkene. Han døde i 1191 og blev gravlagt i klosteret. Sandsynligvis var det oprindelige gravmæle nedslidt eller forsvundet, hvilket vel er årsagen til, at klosterets abbed Christiern lod bestille et nyt. Stenen blev flyttet i forbindelse med klosterets nedrivning i midten af 1500-tallet. Stenen er af gotlandsk kalksten og forestiller bispen i fuld ornat omkranset af stavværk og latinsk minuskelindskrift, der lyder: "hic tumulat(us) e(st) venera(n)dus i(n) xpo p(ate)r d(omi)n(u)s sue(n) o + q(uo)n(dam) ep(is)c(opus) in a(r)u(s)ia fundator monasterii care in(su)le sub an(n)o d(omi) 30 ni mclxxx tercio cui(us) a(n)i(m)a req(vi)escat i(n) pace". Oversat til dansk lyder indskriften: "Her er begravet den ærværdige fader i Kristus, hr. Svend, engang bisp i Århus, grundlægger af Cara Insula (Øm Kloster) i Herrens år 1183. Hans Sjæl hvile i fred". Gravstenen er fremstillet i det såkaldte Århus bispemesters værksted, det samme værksted som har lavet flere gravsten til Århus Domkirke, bl.a. stenen over biskop Jens Iversen Lange.

Renæssancegravsten, indmuret i tårnets vestvæg.

På nordvæggen umiddelbart overfor biskop Svends gravsten er opsat endnu en gravsten - denne er også oprindeligt fra Øm, men blev flyttet omkring 1560, i forbindelse med klosterets nedrivning. Den er lagt over klosterets næstsidste abbed Peder Sørensen, der døde i 1554. Den er af kalksten og bærer en indskrift på latin skrevet med minuskler: "Hic tvmvlatv(m) e(st) corp(us) d(omi) ni petri severini qvo(n)dam hvi(us) loci abbat(is) dei gr(ati)a vigila(nt)isimi qvi ex hoc si(cu)lo migravit an(n)o do(mi)ni 1554". Oversat til dansk lyder teksten: "Her er legemet af hr. Peder Sørensen begravet. Tidligere, ved Guds nåde, dette steds meget årvågne abbed, som forlod denne verden i Herrens år 1554". Hvorfor disse gravsten er endt i kirken er uvist, men da klosteret blev nedlagt, stod kirken endnu i sin største udstrækning. Men selvom kirken nu blot er en skygge af sin tidligere storhed, vidner stenene endnu om den pragt og ærværdighed, som har præget kirken og dens omgivelser i middelalderen.

Gravsten af kalksten.