Menighedsrådet for Gl. Rye Sogn
Sct. Sørens Kirke Gl. Rye Menighedsråd består af 6 folkevalgte medlemmer, sognepræsten og en repræsentant for personalet (består af organist, kirkesanger, kirkegårdsleder/graver og øvrige medarbejdere på kirkegården). Ved sidste valg i 2008 blev der kun indleveret 1 liste inden valget og dette bortfaldt derfor og personerne på listen var valgt - et såkaldt "fredsvalg". Rådets arbejde drejer sig meget om penge og mursten, som optager meget af tiden og mindre omkring forkyndelse og aktiviteter, som ellers er det der interesserer medlemmerne mest. Rådet er arbejdsgiver for personalet (dog ikke præsten der er ansat af Kirkeministeriet) og økonomisk ansvarlige for driften af kirke, sognehus og kirkegård. Der afholdes ca. 10 møder om året og disse er offentlige medmindre rådet beslutter at en sag skal behandles for lukkede døre. *** Den 1. januar 2007 var en skelsættende dag for folkekirken, idet en række nye love trådte i kraft. Der er tale om den største samlede reform af den kirkelige lovgivning siden kulturminister I. C. Christensens lov om menighedsråd i 1903. Ifølge kirkeminister Bertel Haarder var sigtet en tiltrængt modernisering af kirken, hvor menighedsrådene stilles langt friere end tidligere. Menighedsrådet får således bedre vilkår for selv at prioritere, hvordan man lokalt vil være kirke i dag, og der åbnes for mange nye muligheder, bl.a. samarbejde på tværs af herskende sognegrænser. Gode og nye dimensioner tilkommer nu rådsarbejdet, som før den nye lovpakke i væsentlig grad har været fastlåst af lovgivningen til primært at beskæftige sig med kirkens mure og ydre rammer. Kirkens indhold har kun i begrænset omfang været et anliggende for menighedsrådet. Sådan er det imidlertid ikke længere. Menighedsrådet
|