IMG_0333.jpg IMG_0333.jpg

Koncerter

SKT. SØRENS KIRKES KAMMERMUSIKFESTIVAL:
Allerede nu skal nævnes Skt. Sørens kirkes Kammermusikfestival, som finder sted til sommer. Der lejes et flygel, og ved 4 koncerter gæster dygtige solister fra ind- og udland kirken. Der tages entré.

1. koncert: Søndag den 19. juni kl 16.
Bjarne Hansen, violin og Anita Hyldgård Samsing, flygel.

Sonate-program med bl.a. Cesar Francks violin-sonate.
Bjarne Hansen er uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium hos Peder Elbæk samt i Tyskland og Italien. I 1974 blev han ansat i Odense Symfoniorkester, hvor han fra 1982 til 2010 beklædte koncertmesterpladsen. I dag spiller Bjarne i det Kongelige Kapel.
Anita Hyldgård Samsing er Skt. Sørens kirkes organist. Anita har udover sin diplomeksamen på orgel også en kandidatuddannelse på klaver fra 2015 fra Det Jyske Musikkonservatorium hos professor Anne Øland. Anita har vundet den landsdækkende Steinwaykonkurrence, og har stor erfaring som koncertgiver, både som solist og som kammermusiker.


2. koncert: Lørdag den 25. juni kl. 16.
Eskær-trioen: Julie Eskær, violin, Emilie Eskær, cello, Charlotte Thaning, flygel.

Eskær Trioen, som fejrede 25 års jubilæum i 2019, er et af Danmarks mest erfarne og kunstnerisk sammensmeltede kammerensembler og har gennem mere end 25 år haft en succesfuld koncertkarriere i ind- og udland.
Trioen er kendt for deres medrivende samspil og bevæger sig frit i hele triolitteraturen fra de ældste værker til nykompositioner tilegnet dem.
Trioen har desuden optrådt i flere andre verdensdele og var i 2018 på en stor turné i Kina.
I anledning af Beethovens 250 års jubilæum (2020) var trioen solister i Beethovens Triple-koncert flere gange, bl.a. med Sønderjyllands Symfoniorkester.

 


3. koncert: Søndag den 3. juli kl. 16.
David Munk-Nielsen, solo-flygel.

David er født i 1998 i København og begyndte at spille klaver som 5-årig. Han har studeret hos professor Anne Øland, indtil at han som 16-årig blev optaget på Det Jyske Musikkonservatorium. Siden 2017 studerer David på Sibelius-Akademiet i Helsinki hos professor Erik T. Tawaststjerna, hvor han er i gang med sin kandidat.
David er prismodtager ved flere danske og internationale konkurrencer som bl.a.: Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i 2015 (guldmedalje), International Stasys Vainiunas Competition i 2018 (1. pris) samt grand prix ved den interne klaverkonkurrence ”Helmi Vesa” for pianister på Sibelius-Akademiet i februar 2019


4. koncert: Søndag den 10. juli kl. 16.
2 sangere fra Wien: Lone Rasmussen, sopran. Morten Frank, baryton.
Anita H. Samsing, flygel.

Lone Rasmussen:
Den danske sopran fik efter sin uddannelse i Århus og København solistdebut på den Jyske Opera i Karl Aage Rasmussens ” Titanics Undergang”. Den Jyske Opera vedblev at være hendes base frem til og med 2006 med roller som Pamina, Zerlina, Antonia, Nedda, Michaela, Valencienne, Juliette, Aase, Pernille samt hovedroller i moderne operaer. Derudover har hun som solist samlet erfaring på Aarhus Sommeropera, Musikteatret Undergrunden, Odin Teatret, KIT og med flere Landsdelsorkestre. Siden 2007 medlem af koret på Wiener Staatsoper, men har stadig regelmæssige koncertopgaver i Danmark – ofte i samarbejde med ægtemanden Morten Frank Larsen.


Morten Frank Larsen:
En af sin generations vigtigste danske baryton´er med 27 års international sangerkarriere på cv´et. Efter studier på konservatoriet i Aarhus og Operaakademiet i København debuterede Morten Frank Larsen i 1994 på Aarhus Sommeropera i Brittens ”The Rape of Lucretia”. Udlandsdebut fulgte i 1995 som Mozarts Don Juan i Tyskland.1997 fast engagement på Operaen i Braunschweig, hvorefter han i 2000 forlagde residensen til Wien med fastansættelse på Volksoper. Siden 2003 også regelmæssige optrædender på Wiener Staatsoper sideløbende med talrige gæstekontrakter på Deutsche Oper Berlin, Frankfurt Operaen, Bayerische Staatsoper München, Metropolitan Operaen i New York, Det kgl.Teater og på operaerne i Zürich,Toulouse,Bologna, Sevilla, Salzburg og Tokyo.